 |
På nær de første 5 dage af mit liv, som jeg tilbragte på en fødeklinik i Virum, har jeg altid boet i København eller på Frederiksberg.
Min opvækst og skolegang skete fra Christianshavn. Jeg gik 9 år på Den Classenske Legatskole og 3 år på Christianshavns Gymnasium. Udover min skolegang, var noget af der prægede mig mest Mikkel Vibe Spejdergruppe, og Christianshavns bibliotek. Det første sted kunne jeg lege op til en ret høj alder (jeg er stadig medlem, dog desværre ikke så aktiv) og det sidste sted var storleverandør af alle de bøger som var kilden til alle min barndoms eventyr og flugt ud i fantasiens verden.
Da jeg var 13 (8. december 1981 for at være helt præcis) fik jeg en lille computer af min far. Jeg fattede ikke meget af hvad den skulle gøre godt for, men jeg begyndte at undersøge hvad den kunne, og få måneder efter, havde jeg lavet mit første computerprogram. Computerverden har forfulgt mig lige siden, selvom jeg har forsøgt at stikke af nogen gange. Men mine venner fra dengang, vil nok kunne skrive under på, at jeg vist var lidt af en nørd. F.eks. tog jeg aftenkurser på edb-skolen og mens jeg gik i gymnasiet. Jeg nåede næsten at blive færdig som edb-assistent, men da jeg blev 18 år, var der begyndt at komme andre interesser ind i livet.
En dag da jeg kom tidligt hjem fra skole i 8. klasse, så jeg et program på tv om fysiklaboratoriet CERN i Schweiz. Jeg blev så fanget af programmet, at jeg efter udsendelsen måtte konstatere at jeg ville være fysiker. Jeg kunne på det tidspunkt ikke forestille mig noget mere spændende, end at være med til at udforske naturens krinkelkroge. 5 år senere startede jeg derfor på Universitetet for at læse fysik.
Nu kommer jeg jo fra Christianshavn, og dengang var det almindelig at man var rød i hjertet og det var man stolt af. Så da jeg første gang fik lov til at stemme, skulle det fejres med at forsøge at melde sig ind samme dag i VSU. Sammen med min revolutionære ven Preben, søgte vi mod VSU's lokaler på Nørrebrogade om aftenen. Desværre var der lukket på valgaften. VS røg desuden ud af folketinget ved det valg. Jeg fik aldrig meldt mig ind. Hverken i VS eller i VSU. En lille kuriøs fortælling: En dag kom min far ind på mit værelse og fortalte mig, at Preben Wilhjelm havde meldt sig ud af VS. I samme øjeblik faldt min VS-plakat ned fra væggen. Helt af sig selv.
Der skulle gå 11 år fra jeg startede på fysikstudiet, til jeg blev færdig med et speciale om kunstigt liv. Da jeg startede som 18-årig lige efter gymnasiet, giver det en samlet skoletid på 23 år. Men det er (heldigvis) ikke hele sandheden.
Kort tid efter at jeg var startet på studiet, undrede det mig, at der ikke var sjovere at være. Her var vi samlet alle sammen. Alle de mærkelige mennesker der faktisk syntes at fysik og matematik var hylende morsomt. Heldigvis fandt jeg mange ligesindede og vi fik arrangeret en del større fester og revyer. Men det ene tager jo det andet med sig, og pludselig sidder man i den studenterpolitiske saks. I ungdoms kådhed satsede jeg gladeligt mere end 3 år på at kæmpe for at fastholde et højt fagligt niveau på landets uddannelsessteder. Jeg, og mange andre, tabte desværre. Vi er endt med en model der mere og mere ligner et supermarked. En uddannelsesmodel, hvor der ikke stilles spørgsmålstegn ved, om viden er noget man bare kan gå rundt og vælge i små pakker. Helhedssyn, kritisk sans, samfundssind? Hvor ligger det i pensumlisterne? Vi har fået hr. og fru Jensens børn ind på universiteterne, men vi har samtidig hemmeligholdt hvad akademisk dannelse egentlig talt handler om og hvilken frihed der faktisk er inde for rækkevidde. I stedet handler det om, ensidigt at prædike valgfrihed, effektivitet og fleksibilitet. Hvorfor er der ikke nogen statsminister der snakker om faglig stolthed i sin nytårstale?
Skolegang kan være meget godt, men den virkelige verden har nu altså mere at byde på. Dog startede karrieren for mit vedkommende, på Universitetet. Igennem 4 år var jeg ansat dels som studievejleder og dels som underviser. Så måtte jeg prøve noget nyt, og en demonstration for fred i Bosnien førte til at jeg fik et år til at forsøge mig som fysiklærer ved Ishøj amtsgymnasium. Derefter tog jeg ansættelse i Unibanks edb-afdeling og senere igen blev jeg ansat som lærer på Krogerup Højskole. Altsammen mens jeg studerede.
Da jeg blev færdig med studierne, stiftede jeg DataLink ApS sammen med en god kammerat. Efter 2 år, var vi for uenige om den fortsatte drift, og for virksomhedens og medarbejdernes skyld, solgte jeg min halvdel til min kompagnon. It-boblen var da næsten på sit højeste, og jeg fik ansættelse i en amerikansk IT-rådgivningsvirksomhed. Kort tid efter sprang boblen, og konkurserne og fyringssedlerne begyndte at florere i IT-branchen. Jeg holdt kun 11 måneder. En af mine sidste større opgaver var for et større fransk selskab. Morgenen efter det folketingsvalg hvor Anders Fogh Rasmussen vandt sammen med Pia Kjærsgaard, tog jeg det første fly til Paris, ved frokost kommer en af firmaets folk med en spydig kommentar: ”Well ... I heard you got Jean Marie le Pen in the Danish government yesterday”.
Højrefløjen vandt valget ved at dyrke angsten for det fremmede. Jeg husker en dansk WHO-læge som jeg havde fornøjelsen af at fejre nytår 2002 med. Han havde ikke været i Danmark i 5 år, og kunne se, hvor meget der var sket med vores almindelige anstændighed. Det var en tankevækkende aften. Dagen efter kommer Anders Fogh Rasmussen så med sine udfald mod de kloge der siger ham imod. Lad kritikken forstumme, så kan man bedre herske. Vi svækker dem der er sat til at holde øje med om magten udøver overgreb, og sætter vores egne eksperter ind andre steder. Det sidste bedst illustreret med dannelsen af Lomborgs institut for miljøvurderinger. Det blev mig for meget. Noget måtte gøres.
Januar 1996 havde jeg meldt mig ind i SF. Mest fordi jeg mener, at man har pligt at udøve sin demokratiske indflydelse. Men i mange år, holdt jeg mig til at sætte en enkelt valgplakat op i ny og næ. Februar 2002 blev denne afslappede måde at være samfundsborger på, imidlertid stoppet. Jeg dukkede op til min lokale partiforenings generalforsamling og blev valgt til dennes bestyrelse. Kort tid efter spurgte formanden mig, om vi ikke skulle bytte roller, og så var jeg formand for SF-Nørrebro. Det ene landsmøde tog det andet, og i dag først i 2005, er man endt som medlem af SF's hovedbestyrelse, 2. suppleant Europa-parlamentet og folketingskandidat.
Afslutningsvis skylder jeg vel den læser der er nået så langt at sige, at jeg i dag er ansat i IT- og Telestyrelsen, hvor jeg arbejder med den offentlige sektors anvendelse af åbne IT-standarder og at jeg bor sammen med den sødeste, smukkeste og kærligste kvinde i hele verden som jeg venter vores andet barn sammen med.
|
 |
.gif){kind=spacer}
